RosGyn

RosGyn

Lise Schleiss
Speciallæge i kvindesygdomme

Lichen sclerosus et atrophicus

Lichen sclerosus er en kronisk hudlidelse. Hvis du har fået konstateret lichen sclerosus, forsvinder den således ikke igen, men symptomerne kan lindres.

Man kender endnu ikke baggrunden for, hvorfor den opstår. Den kan ramme både voksne og børn men ses oftest hos kvinder efter overgangsalderen. Sygdommen ses hyppigst på kønslæberne og i nogle tilfælde i området omkring endetarmen. Slimhinden bliver bleg eller hvidligt misfarvet, samtidigt bliver den tyndere og let rynket. Det er ikke en sygdom, som smitter.

De hyppigste symptomer er

  • Kløe, svie, brændende fornemmelse og smerter
  • Smerter ved samleje
  • Tynd hud, som sprækker nemt
  • Blødning fra slimhinden

Hvordan stilles diagnosen?

Hvis der er mistanke om lichen sclerosus foretages en gynækologisk undersøgelse for at vurdere udbredelsen af forandringerne. Derefter lægges lokalbedøvelse, og der tages en lille vævsprøve for at stille den korrekte diagnose ved mikroskopi. Det kan bløde lidt efterfølgende, og der kan i få tilfælde være behov for at sætte et enkelt sting for at lukke defekten i huden.

Sygdommen ses hyppigere hos personer med diabetes eller stofskiftelidelser. Hvis du ikke er kendt med de sygdomme, anbefales det, at du undersøges med en blodprøve for disse lidelser.

Behandling

Til behandling benyttes Dermovat creme, som indeholder binyrebarkhormon. Man starter behandlingen med en kur:

  • Dermovat salve 0,05 % påsmøres i et tyndt lag:

    Første 4 uger: Smøres hver aften

    Næste 4 uger: Smøres hver 2. aften

    Sidste 4 uger: Smøres 2 gange om ugen

3 måneder efter behandlingsstart tilbydes du kontrol i klinikken.

Hvis der har været god effekt, kan salven anvendes ved behov, når der optræder symptomer. Behandlingen giver som regel hurtig effekt.

Hvis du har behov for vedligeholdelsesbehandling, skal du smøre 1 gang om ugen.

Hvis der kommer opblussen af symptomer, som ikke kan holdes nede med vedligeholdelsesbehandling, skal du smøre 2 gange dagligt med Dermovat i 4-7 dage og herefter gå tilbage til vedligeholdelsesbehandling.

Du skal være opmærksom på ikke at bruge mere end 50 gram Dermovat creme pr. år.

Hvis Dermovat ikke er tilstrækkelig behandling kan nedenstående præparater i samarbejde med lægen forsøges:

  • Tacrolimus (Protopic) eller Pimecrolimus (Elidel). Påsmøres 2 gange daglig i 12 uger, herefter aftrapning.

Fedtcreme:

  • Det kan være en god idé at supplere med en fed creme mod tørre slimhinder: F.eks. Decubal, Locobase Repair eller Warming basiscreme. Påfør et tyndt lag sv.t. en ært 2 gange dagligt.

Olie:

  • Hvis du oplever ubehag ved samleje kan mandel- eller kokosolie også afhjælpe nogle af generne ved tørre eller sarte slimhinder.

Når behandlingen virker, vil sygdommen holde sig i ro, men du vil stadig opleve at have en blegere og lidt sartere slimhinde.

I svære tilfælde, hvor sygdommen ikke kan holdes nede med behandling, kan der opstå svind af kønslæberne, forsnævring af skedeåbningen og sammenvoksning eller skrumpning af de indre kønslæber.

Kontrol

I områder med lichen sclerosus er der en lidt øget risiko for celleforandringer (4 %), hvorfor det anbefales, at du går til livslang årlig kontrol. Det kan gøres af din egen læge, men du skal selv huske at bestille tid. Der foretages en gynækologisk undersøgelse for at vurdere sygdomsaktiviteten og medicinforbruget samt udelukke mistanke om celleforandringer. Hvis din egen læge skønner det nødvendigt, bliver du viderehenvist til gynækolog.

Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?

Du skal henvende dig til din læge, hvis symptomerne ikke bliver bedre af behandlingen eller, hvis der opstår sår, som ikke heler. Det samme gælder ved kronisk fortykkede eller misfarvede områder på slimhinden.

Du kan læse mere om sygdommen i patienthåndbogen på Sundhed.dk.

Lise Schleiss
Speciallæge i kvindesygdomme
Algade 42, 1.
4000 Roskilde
Tlf. 46 36 15 85